Jeg oplever altid, at kunder, som ikke er blevet fotograferet af en professionel fotograf før, har spørgsmål eller er lidt nervøse, inden vi går i gang. Derfor har jeg skrevet denne guide til dig, der skal fotograferes hos mig. Du kan godt begynde at glæde dig. Og hvis du er bange for, at du ikke er fotogen, kan du godt tro om igen – alle kan nemlig se brandgodt ud på billeder, når bare vejledningen og stemningen er god.
Inden du kommer
Pak en taske med dit yndlingstøj. Det skal være noget, du befinder dig godt i. Vælg helst ensfarvet tøj, men tag forskellige farver med – farverne kan nemlig tage sig meget forskelligt ud, alt efter hvilken baggrund og lyslægning, vi vælger. Tag også gerne flere forskellige bluser, jakker, smykker og tørklæder med, så du har mulighed for at skifte undervejs – på den måde kan vi nemlig sørge for, at du har et varieret udsnit af billeder, du kan bruge.
Pak den makeup, du bruger til daglig og/eller til særlige lejligheder. Det er ikke altid, at makeup er et must, men dette kan vi finde ud af sammen, når vi aftaler dit fotoshoot. Vil du gerne have professionel hjælp til makeuppen, kan jeg anbefale Sannilundberg.dk. Hun er super god og meget rimelig i pris.
Undgå stressende opgaver inden du kommer, for dine billeder bliver bedst, hvis du er afslappet og kan lade være med at tænke på andre ting.
Når du ankommer
Vi starter med sætte os ned og tage en hyggelig snak om, hvad dine billeder skal bruges til, og om du har nogle særlige ønsker. Under samtalen får jeg en god fornemmelse af, hvem du er, og hvordan din stil og dine farver bedst kan udtrykkes i dit billede. Der kan nemlig være forskel, alt efter om du skal bruge dit portrætfoto til din hjemmeside, et visitkort, en brochure, en jobansøgning, en privat gave eller noget helt andet. Det er vigtigt for mig, at du får en god oplevelse, og ikke mindst at du kan genkende dig selv på billederne – så slap af og vær dig selv, så sørger jeg for at fange din skønne personlighed fotografisk.
Klar til at blive portrætteret af fotografen
Vi ser på dit medbragte tøj sammen og jeg vælger nogle sæt ud, som vil fremhæve din udstråling på billedet. Du skifter tøj, mens jeg gør kameraet klar. Allerede nu vil du fornemme, hvor afslappet det er at blive fotograferet hos mig. Jeg lægger nemlig vægt på, at du skal have det sjovt med at blive fotograferet, og allerbedst ender det med, at vi snakker løs, mens du helt glemmer, at du bliver fotograferet. Enkelhed, autencitet og din personlige udstråling er det, jeg sætter fokus på at fange i dit portræt. Jo mere vi snakker, og jo bedre du slapper af, desto bedre bliver billederne. Og jeg har naturligvis blik for, at vi alle er forskellige.
Du bliver fotograferet i kreative og afslappede omgivelser i mit studie eller på en location efter dit ønske – og hvis lyset og vejret tillader, kan vi bevæge os udendørs, hvor vi kan finde et ugeneret spot, fri for nysgerrige blikke. Hvordan du skal se ud, og hvor du skal kigge hen, fortæller jeg dig. Det er ikke spor svært, du skal bare være dig selv. Bryder du sammen af grin, er du absolut ikke den første.
Det kan være grænseoverskridende at være centrum for kameraets og min intense opmærksomhed, især hvis du som person ikke er helt tryg ved at være midtpunkt. Mit bedste råd er: Ha’ tillid og vær med på at ha’ det sjovt! Det giver de mest personlige billeder og den bedste oplevelse.
Vælg den bedste dig
Vi tager flere hundrede billeder af dig, men skal kun bruge de allerbedste. Du får tilsendt et link, så du kan klikke ind og vælge de billeder, du gerne vil have. Sid hjemme i fred og ro og vælg dine favoritter. Spørg eventuelt familie og venner til råds, hvis du har svært ved at vælge selv.
Når du har valgt dine billeder, billedbehandler jeg dem, så du får et topprofessionelt foto, som du vil være stolt og glad for at vise frem. Du får dit billede tilsendt digitalt, og du kan herefter bruge det ubegrænset til visitkort, Facebook, hjemmesider, indbydelser, brochurer, på lærred mm.
Har du spørgsmål, som ikke blev besvaret ovenfor?
Så er du velkommen til at kontakte mig HER.
Et eksempel på en fotografering med forskellige baggrund, tøj og location samt udtryk.
Sammen motiv kan leveres i sort/hvid og farver.
Nødvendige cookies er vigtige for, at webstedet fungerer korrekt. Denne kategori inkluderer kun cookies, der sikrer grundlæggende funktioner og sikkerhedsfunktioner på webstedet. Disse cookies gemmer ingen personlige oplysninger.
Eventuelle cookies, som måske ikke er nødvendige for, at webstedet fungerer, og som specifikt bruges til at indsamle brugerens personlige data via analyser, annoncer og andet indbygget indhold, betegnes som ikke-nødvendige cookies. Det er obligatorisk at indhente brugerens samtykke, inden disse cookies køres på dit websted.